Egentlig ville jeg gerne have deltaget i nogle af de events, der hylder kvindernes dag den 8. marts. Men det kunne bare ikke lade sig gøre. Jeg havde simpelthen så ondt i min hæl, at jeg dårligt kunne gå. Sådan er det åbenbart at blive ældre: Man får smerter der, hvor man absolut ikke forventer det. Jeg gør meget for at holde mig i god form. Jeg går meget. Faktisk foretrækker jeg at gå fremfor at løbe. Jeg cykler også en hel del. 8 km hver dag frem og tilbage til og fra mit arbejde.

Lille gruppe

Vi er en lille gruppe, som har holdt sammen i mange år. Da vi var helt unge, var vi meget aktive i kvindebevægelsen. Senere blev vi gift, fik børn, og der kom gang i karrieren. Så siden da er vi blevet slebet lidt i kanterne, og vi er ikke så rabiate, som vi var. Men viljen til at gøre noget for ligestilling. Især på arbejdsmarkedet er vi stadig nogle, der gerne vil kæmpe for. Så jeg skulle have deltaget i et lille event, der fokuserede på kvinder, der er ansat som mellemledere og deres vilkår på arbejdsmarkedet. Jeg havde da også forberedt et lille oplæg, som jeg skulle holde. Men det måtte jeg altså aflyse. Det gjorde simpelthen for ondt i hælen.

Til lægen

Jeg måtte i stedet bruge d. 8/3 på at gå til lægen. Jeg ringede op til ham for at høre, om han kunne få tid til at se mig og min fod. Det kunne han godt. Så jeg fik tid og tænkte, at hvis jeg bare gik hjemmefra i god tid, så kunne jeg nok godt gå de 700 m hen til hans klinik. Men nej! Jeg kom ud af lejligheden og gik 50 m ned til gaden. Så kunne jeg bare ikke mere. Smerten var ubeskriveligt modbydelig. Jeg var nødt til at fange en taxa. Heldigvis bor jeg et sted, hvor der kommer mange taxaer, så det var ikke så svært at praje en. Jeg kravlede ind i taxaen og blev kørt hen til klinikken. Chaufføren var sikkert skuffet over den lille tur, han skulle have betaling for. Men ærlig talt: Jeg var ret ligeglad.

Hælspore!

Min læge fik mig lempet op på den der divan, og han begyndte at tjekke min fod. Han lavede en ultralydsscanning og kunne se, at der var en stor inflammation nede ved hælen. Han fortalte mig, at jeg har fået en hælspore. Han spurgte mig også om hvad jeg har lavet, siden det kunne ske. Havde jeg gået i stramme sko? Jeg fortalte ham, at jeg havde gået lange ture i de sidste par måneder. Måske i de forkerte sko. Han forklarede mig, at hælsporebehandling ikke er hans speciale, men at vi sagtens kan få bugt med smerten. Han sagde, at han kender en fysioterapeut, som han vil henvise mig til. Han skrev en seddel, som han gav mig. På den stod der: ”Hjælp til hælspore”, et navn og et telefonnr. Jeg ringede op, da jeg kom hjem, og har fået tid til i morgen. Det er denne klinik: https://copenhagenphysio.dk/