Egentlig ville jeg gerne have deltaget i nogle af de events 🔗 , der hylder kvindernes dag den 8. marts. Men det kunne bare ikke lade sig gøre. Jeg havde simpelthen så ondt i min hæl, at jeg dårligt kunne gå.

Det er en af de ironier i livet, som man måske ikke helt forventer. Man har brugt årene på at holde sig i form, at bevæge sig, at være aktiv. Og så kommer smerten, hvor man absolut ikke har kalkuleret med det. Sådan var det for mig denne gang. Jeg gør meget for at holde mig i god form. Jeg går meget — jeg foretrækker faktisk at gå fremfor at løbe, fordi det passer mig bedre. Jeg cykler også en hel del, cirka 8 km hver dag frem og tilbage til og fra mit arbejde. Jeg har aldrig været mere aktiv. Så når hælen pludselig protesterer, kommer det som et slag ud af det blå.

Lille gruppe med stort formål

Vi er en lille gruppe, som har holdt sammen i mange år. Da vi var helt unge, var vi meget aktive i kvindebevægelsen. Siden da har livet naturligvis ændret sig: vi blev gift, fik børn, og der kom gang i karrieren. Det må man sige, at vi er blevet slebet lidt i kanterne på det personlige plan, og vi er ikke så rabiate, som vi var for halvtreds år siden. Men viljen til at gøre noget for ligestilling er stadig der. Især på arbejdsmarkedet er vi nogle, der gerne vil kæmpe for — for mere retfærdighed, bedre vilkår og ægte muligheder for kvinder i ledende stillinger.

Så jeg skulle gerne have deltaget i et lille event den 8. marts, der fokuserede netop på kvinder, der er ansat som mellemledere, og hvilke vilkår de møder på arbejdsmarkedet. Jeg havde da også forberedt et lille oplæg, som jeg skulle holde. Jeg glædede mig til at være der, til at bidrage til diskussionen og til at møde nogle af de andre kvinder, som brænder for samme sag. Men det måtte jeg altså aflyse. Det gjorde simpelthen for ondt i hælen.

Vejen til lægen

Den 8. marts måtte jeg således bruge dagen på at gå til lægen i stedet for at deltage i debatten. Jeg ringede op til ham for at høre, om han kunne få tid til at se mig og min fod. Heldigvis kunne han godt. Jeg tænkte, at hvis jeg bare gik hjemmefra i god tid, så kunne jeg nok godt gå de 700 meter hen til hans klinik. Det var naivt tænkt.

Jeg kom ud af lejligheden og gik 50 meter ned til gaden. Så kunne jeg bare ikke mere. Smerten var ubeskriveligt modbydelig. Hver gang jeg satte hælen i jorden, var det som at træde på småsten. Jeg var nødt til at fange en taxa. Heldigvis bor jeg et sted, hvor der kommer mange taxaer, så det var ikke så svært at praje en. Jeg kravlede ind i taxaen og blev kørt hen til klinikken. Chaufføren var formentlig skuffet over den lille tur, han skulle have betaling for. Men ærlig talt: jeg var ret ligeglad. Jeg blot ville have mig selv og min fod til lægen.

Diagnosen: hælspore

Min læge fik mig lempet op på den der divan, og han begyndte grundigt at tjekke min fod. Han lavede en ultralydsscanning og kunne se, at der var en stor inflammation nede ved hælen. Han fortalte mig, at jeg har fået en hælspore. Han spurgte mig også, hvad jeg havde lavet siden det kunne ske. Havde jeg gået i stramme sko? Jeg fortalte ham, at jeg havde gået lange ture i de sidste par måneder, måske i de forkerte sko, eller i hvert fald uden at være opmærksom nok på, hvad mine fødder havde brug for.

En hælspore dannes typisk som følge af gentagen belastning og strækning af plantar-fascien, det bånd af væv, som løber langs undersiden af foden og støtter hvælvingen. Når man går meget i upassende fodtøj eller uden passende støtte, kan der opstå små tårer og irritation, som kroppen reagerer på ved at danne en lille benfortykkelse — netop hælsporen. Det er ikke sporen i sig selv, der gør ondt, men snarere den inflammation og spænding, som omkranser den.

Min læge forklarede mig, at hælsporebehandling ikke er hans speciale, men at vi sagtens kan få bugt med smerten. Han sagde, at han kender en fysioterapeut, som han vil henvise mig til. Han skrev en seddel, som han gav mig. På den stod der: “Hjælp til hælspore”, et navn og et telefonnummer. Jeg ringede op, da jeg kom hjem, og har fået tid til i morgen. Det er denne klinik: https://copenhagenphysio.dk/

Jeg håber, at fysioterapien vil være det, jeg har brug for. De fleste hælsporer og planter fasciitis-smerter reagerer godt på konservativ behandling: hvile, strækøvelser, passende fodtøj med ordentlig buestøtte, og målrettet terapi. Det er ikke noget, som skal opereres på. Det skal bare have tid og omsorg.

Og så håber jeg, at jeg til næste år kan deltage i kvindedagen-arrangementerne. Både fordi jeg gerne vil være med til at tale om ligestilling, og fordi det ville være rart bare at kunne gå uden smerter igen.