Så, nu er jeg langt om længe blevet færdig med at skrive min tale til vores søn, Emils bryllup på lørdag, hvor han skal giftes med sin Rikke, som han har boet sammen med de seneste syv år. Både min kone og jeg har flere gange stukket lidt til Emil, fordi vi jo egentlig synes, at det vil være naturligt at gifte sig, når man har købt hus sammen, fået et barn sammen og i det hele taget fungerer 100 procent som mand og kone.

Dertil kommer, at vi i flere år har vidst, at Rikke bare har ventet på, at Emil skulle tage sig sammen og fri til hende. Men nu er det altså alvor, og de skal giftes på lørdag. Det føles både rørende og helt naturligt på samme tid.

Talen – udfordringer og genkendelser

Det har været lidt af en opgave for mig at skrive den tale til brudeparret. Det har været nemt nok at finde på noget rigtigt at sige til Rikke, som vi holder meget af. Lidt sværere har det været med hensyn til Emil, fordi jeg som udgangspunkt gerne vil være lidt realistisk, men jeg vil bestemt også give udtryk for den dybe respekt, hans mor og jeg nærer for ham.

Som meget ung i konfirmationsalderen spøgte vi af og til med at kalde ham en skarnsknægt ligesom hans navnebror fra Lønneberg. Han var nu ikke så slem, men det blev da til nogle drengestreger fra tid til anden. Jeg husker tydeligt en gang, da han lå på taget af vores carport og skød til måls efter naboens vasketøj med det luftgevær, som jeg havde lokket mig til at købe, så han kunne skyde til måls i haven. Naboen tog det heldigvis pænt. I dag smiler jeg ved tanken om hans målrettethed – selv som dreng vidste han, hvad han ville, og han satte alt ind for at blive god til det.

Fra drengestreger til passion

I min tale kommer jeg også ind på, at Emil i dag er en ivrig jæger, og at det måske var hans kærlighed til skydning som dreng, der fik ham til at dyrke den sport. Det virker næsten som en naturlig udvikling, når jeg tænker over det – fra leg og eventyr på gårdsplads til en seriøs hobby, der kræver både disciplin, geduld og dyb respekt for naturen. Jagten betyder meget for Emil, og det er tydeligt i den dedikation, han lægger i det.

Gaver og ønsker til brylluppet

Det er i øvrigt pudsigt, at Rikke og Emil stort set ikke ønsker sig fælles gaver til husholdningen til deres bryllup, men det hænger nok sammen med, at de har haft fælles hjem i over syv år nu, så de mangler sikkert ikke ret meget af den slags. Det siger også noget om dem som par – de ved allerede, hvad de har brug for sammen.

I stedet ønsker Emil sig en række forskelligt udstyr til sin jagt, hvilket jeg helt kan forstå. Vi har for længst været ude at købe noget Deerhunter jagttøj, som stod på hans ønskeseddel. Men han skal have noget mere, og jeg overvejer at finde et videokamera til ham, for han vil gerne have sådan et sat op i det område, hvor han går på jagt, så han kan følge dyrenes færden også på underlige tidspunkter af døgnet. Det er et smart værktøj til jægeren, der ønsker at forstå dyrenes mønstre og adfærd dybere.

Han har aftalt med ejeren af det skovområde, hvor han sammen med andre har lejet jagten, at det er OK med sådan et vildtkamera, hvilket viser den respektfulde tilgang, han har til stedet og til jagten i det hele taget.

Hvis videokameraet skulle vise sig uoverkommeligt, er der heldigvis andre muligheder. På hans ønskeseddel nævner han også en kikkert som en mulighed. Han har ganske vist et par kikkerter i forvejen, men jeg ved, at han især mangler en natkikkert, så det kan også ende med sådan en. En god natkikkert åbner helt nye muligheder for observationer under krystalklare nattetimer, når dyrelivet ofte er mest aktivt.

Uanset hvad jeg ender med at give ham, handler det måske mindre om selve gaven end om at være del af hans interesse og lidenskab. Det betyder noget for os som forældre at kunne dele hans verden og at støtte det, han brænder for.