Min nabo, Ivan, er tømrer, og gennem de år, vi har boet ved siden af hinanden, har jeg næsten aldrig set ham iført andet end arbejdstøj af den type, som tømrere typisk bruger. Vi har et godt naboskab – nærmest et venskabeligt forhold – så jeg har flere gange drillet ham med, at han vist ikke har andet end arbejdstøj i sit garderobeskab. Det plejer vi at grine af, og Ivan har fortalt, at når han kommer hjem fra arbejde og har taget et bad, bruger han normalt noget udtjent arbejdstøj til arbejde i haven eller lignende, og han får sjældent skiftet til noget mere civilt påklædning.

Det overraskende møde

Derfor blev jeg noget overrasket i går, da jeg kom hjem fra arbejde og mødte Ivan på samme tidspunkt. Han var iført et nydeligt, mørkegråt jakkesæt, hvid skjorte og slips – en mundering, jeg aldrig før havde set ham i. Han så faktisk helt anderledes ud, og der var noget næsten formelt stramt over hans holdning.

Forklaringen viste sig hurtigt. Ivan kom direkte fra en begravelse, som han havde følt sig nødsaget til at deltage i. Den afdøde var en tidligere kollega, som var gået på pension for omkring ti år siden – en mand, som Ivan egentlig aldrig havde brudt sig særlig meget om, medgav han. Men tømrerfirmaet, hvor Ivan arbejder, har kun otte ansatte, og der lå lidt i luften, at mestreren mente, at de alle sammen burde tage med til begravelsen. Det er sådan, det er, når man arbejder på et mindre arbejdssted: der er en stiltiende forventning om fælles deltagelse i sådanne højtideligheder.

Socialiteten bag ritualet

Ivan fortalte, at firmaets ansatte også havde følt sig forpligtet til at deltage i den efterfølgende omgang kaffe. Det viste sig at blive en afgørende erfaring for ham – han kom tilfældigvis til at sidde ved siden af bedemand, som havde forestået det praktiske i forbindelse med ceremonien. Her ved kaffebordet fik Ivan undervisning af denne mand om, at det eigentlig ikke var en begravelse, han havde deltaget i. Den afdøde havde valgt kremering, og når der er tale om kremering, hedder højtideligheden en bisættelse, ikke en begravelse. http://www.godafsked.dk/bisaettelse

Det var ikke så meget den tekniske definition, der gjorde indtryk på Ivan – det var manden selv. Han viste sig at være en lun og ganske morsom karakter, og gennem samtalen opdagede Ivan, at det ikke er alle bedemænd, der er dødkedelige og alt for stive i deres optræden. Denne mand havde humor og varme, og den del af højtideligheden blev faktisk ret underholdende. Det var en adskillelse fra det formelle sortsmukt, som ofte omgiver sådanne stunder.

Ubehaget ved det fine tøj

Da vi stod og småsludrede lidt ude på fortovet, var det ret tydeligt, at Ivan ikke følte sig helt behagelig i det fine jakkesæt. På et tidspunkt løsnede han slipset, så han kunne trække vejret mere frit – det var næsten et lille ritual for at frigøre sig selv fra den stramhed, som formelle tøj 🔗 medfører for en mand, der lever i arbejdstøj og frihed på byggepladserne.

Han bemærkede selv, at han ikke følte sig særlig godt tilpas i sådan et outfit, men som han sagde det: man er jo nødt til at se lidt ordentlig ud, når man skal til sådan en ceremoni. Det er et diktat, vi accepterer, uden at vi tænker særlig meget over det – skæbnen har skrevet, at vi skal iføre os det fine tøj til disse øjeblikke, selv om det føles fremmed.

Men sagen var egentlig noget helt tredje for Ivan. Han så det hele i perspektiv. Ja, han havde været til en højtidelighed for en mand, han aldrig havde været helt vild med. Men nu var manglerne sagt, og det var ligegyldigt, hvad han havde følt tidligere. Der var taget ordentlig afsked, ritualet var fuldt, og det var nok. Det vigtigste var, at der blev skabt plads til mindet – uanset hvor ubekvem ens jakkesæt sidder.