Patienters ret til erstatning

Jeg har virkeligt kvajet mig. Det må jeg indrømme. Som læge med privatpraksis burde jeg have tegnet en forsikring. Det har jeg så gjort nu efter at have tabt en sag mod de regionale myndigheder. Men indtil da havde jeg ’taget chancen’. Min advokat i Odense (dem her)var temmelig sur på mig. Han gjorde dog det bedste, han kunne for at mindske beløbet, jeg skal betale. Havde jeg haft en forsikring, ville den have dækket regionens erstatningskrav.

Uheld på arbejde

Sagen var nemlig den, at jeg blev ringet op ad en sygeplejerske fra en arbejdsplads angående en af medarbejderne, som havde haft et uheld. Han var faldet ned ad en trappe på et containerskib, som lå lagt ude i Atlanterhavet. Han havde slået sit knæ voldsomt, men efter et døgns tid var smerterne ikke faldet til ro. Hun havde plejet knæet: Renset, syet og forbundet såret, men dagen efter var knæet meget varmt og hævet. Hun spurgte om råd til, hvad hun kunne gøre. Jeg spurgte ind til, om hun havde lagt kolde kompresser på knæet, om hun havde brugt isposer. Det havde hun. Jeg anbefalede, at hun fortsætter med isposerne. Jeg henstillede til hende, at manden skulle holde sig i ro. Helst ligge med benet, løftet – via puder eller en elevationsmekanisme.

Det blev værre

Sygeplejersken fulgte mine anbefalinger, men efter nogle timer ringede hun op igen. Smerterne fortog sig ikke, og den stakkels mand var meget forpint. Min anbefaling var derfor, at han skulle sendes til det nærmeste sygehus hurtigst muligt.
Ude på containerskibet fik de på en eller anden vis fat i en helikopter, som kom og hentede manden. Han blev fløjet til Aalborg, hvor de konstaterede, at han led af det, vi kalder et kompartmentsyndrom. Han måtte opereres: Muskulatur og dødt væv skulle fjernes. Som følge af det endte manden med at få en dropfod, hvilket havde som følge, at han ikke kan fortsætte sit arbejde som sømand på containeren.

Patienterstatning

Han søgte om patienterstatning, fordi på hospitalet i Aalborg mente de, at sygeplejersken var blevet vejledt af mig på forkert vis. Han fik erstatning, som blev betalt af regionen.
Men så var der bare det, at Region Nordjylland lagde sag an imod mig for at få sine penge tilbage. De mente, at jeg burde have mistanke om kompartmentsyndromet allerede første gang sygeplejersken ringede op til mig. De fik ret, jeg skal betale et stort beløb til regionen.

Og det ærgrer mig i dag, at jeg var så uforsigtig. Til mit eneste forsvar kan jeg kun sige, at det er meget svært at vurdere en akut sag, når man ikke kan se eller tale selv med patienten.
Sagen trak ud, men endte som sagt med, at Patienterstatningen* vurderede, at jeg burde have, ikke levede op til specialiststandarden for den slags sager.
Nu sidder jeg så med to ekstra udgifter: Tilbagebetaling af erstatningsbeløbet, som den stakkels mand fik og halvårlige indbetalinger til min nye forsikring. Jeg skal ikke risikere noget i fremtiden. Det kan ikke betale sig.

*Patienterstatningen er en uafhængig forening, som finansieres af danske sygehuse. Den blev etableret, da patientforsikringen muliggjorde tilkendelse af erstatning af behandlingsskader i sundhedsvæsenet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *