Jeg er ikke lige, hvad de fleste vil kalde for en pivskid. Elitesoldat, skydiver og meget andet kan der stå i mit CV. Nu er det ikke sådan, at jeg spiser små børn med mælk på om morgenen, men jeg er en sej nyser. Altså lige indtil den morgen for nogle måneder siden, da en lille dut ved mit øje besluttede sig til at ændre status fra en dut til noget, der gjorde hulens ondt (stærkt underdrevet). Jeg er dog lidt pernitten med mine øjne, for jeg har familiemedlemmer, der har symptomer på grå stær – så når noget pludseligt sker ved øjet, drager jeg lige til øjenlægen.

Det begyndte som en knop

Det startede som en knop på mit nedre øjenlåg ved højre øje. Helt almindeligt – bare en lille knop, som jeg næsten ikke lagde mærke til. En dut, som min kone kaldte den. Men i løbet af nogle dage begyndte den at irritere. Det var ikke direkte smertefuldt i starten, bare irriterende, hver gang jeg blinkede eller rørt ved det.

Sådan cirka så det ud med mit bygkorn

Det træls ved det hele var, at det gradvist blev ømt. Hver gang jeg blinkede, var det ømt. Hvis jeg rørte ved det, var det ømt. Jeg var sikker på, at det nok skulle forsvinde af sig selv – det gør de fleste småting jo.

Fra ømhed til decideret smerte

Den morgen i juni, da jeg vågnede som vanligt, var situationen ikke længere ømt. Det var direkte smertebefængt i sjælden grad. Jeg kunne næsten ikke åbne øjet. Konstant og vedvarende smerte – det værste var når jeg blinkede, da blev det næsten ubærligt. Noget måtte gøres på stedet, så jeg ringede over til dem på øjenhospitalet, der jo ligger 5 minutters gang fra, hvor jeg bor. De havde heldigvis en ledig tid lige efter frokost, og den tog jeg imod – med let rystende stemme, for smerten var altså voldsom.

Diagnose: Bygkorn – og operation samme dag

Jeg kom ind til en læge, der kiggede grundigt i 20 sekunder, og så var diagnosen klar: “Du har et gevaldigt stort bygkorn, og vi er nødt til at operere, for det vil ødelægge dit nedre øjenlåg, hvis vi ikke gør.” Av for den da! Operation i øjet? Det var ikke nogen rar tanke.

For at være helt ærlig skal jeg forklare, hvad der var sket. Et bygkorn opstår, når en af de små talgkirtler i øjenlåget bliver tilstoppet. Normalt ville sådan en tilstopning bare få gelen til at blive røbet, og kroppen ville høre det af – mange mennesker får bygkorn, der forsvinder af sig selv inden for få uger. Men hvis bygkornet bliver inficeret eller vokser meget hurtigt, som tilfældet var for mig, så kan der ophobes så meget betændelse, at øjenlåget faktisk risikerer at blive beskadiget.

Min læge pegede på, at mit bygkorn var usædvanligt stort og smertefuldt – præcis fordi infektionen var spredt. Hvis vi ikke fjernede det, kunne der komme permanente skader. Han sagde: “Hvis du er frisk på at vente en time, kan vi tage dig med det samme og fikse den sag.” Det var ikke hvad jeg ventede, men det var netop hvad jeg havde brug for.

Operation: 17 minutter uden sting

Jeg var mere end bare “frisk på det” – jeg ville bare gerne have det væk. Jeg ventede en time i venteværelset, og så blev jeg kaldt ind. Det hele gik ret stærkt: lokalbedøvelse i øjenlåget (mærkeligt at have nål så tæt på øjet, men det gør ikke ondt), og så var lægen i gang. Mit øjenlåg blev vendt opad ned, der kom et lille snit, og så blev alt det irriterande stoffet fjernet.

Præcis 17 minutter senere gik jeg ud af operationslokalet uden bygkornet.

Smerten var væk. Helt væk. Det var næsten bizarre – fra at være nærmest uudholdelig til ingenting. Der var selvfølgelig lidt svie omkring snittet, og øjet var naturligvis rød og let hævet, men det var absolut ikke sammenligneligt med det, jeg havde oplevet timer før.

I de næste dage blev øjet bedre og bedre. Lidt mild irritation i et par dage – ikke smerte, bare det forventelige ubehag efter en operation – men ingenting som krævede særlig omsorg. Jeg undgik bare at gnide i øjet og fulgte lægens instructions.

Det hele lærede mig, at når et øjenproblem opstår akut og bliver værre hurtigt, skal man ikke tøve. De fleste småting forsvinder af sig selv, men når lægen siger, at det skal håndteres nu, så er der en grund til det. Min lille “dut” ved øjet var blevet til noget, der krævede intervention – og jeg er glad for, at vi ikke ventede.