# Smerte og bevægelse > Du har ondt i skulderen eller nakken. Du er begyndt at undgå de bevægelser, der gør ondt, og efter et par uger undgår du dem næsten helt. Det lyder som sund fornuft. Problemet er, at… ## Metadata - URL: https://www.fh-fusion.dk/smerte-og-bevaegelse - Markdown URL: https://www.fh-fusion.dk/smerte-og-bevaegelse.md - Published: 2026-09-18T09:18:04+00:00 - Modified: 2026-09-16T18:41:11+00:00 ## Content Du har ondt i skulderen eller nakken. Du er begyndt at undgå de bevægelser, der gør ondt, og efter et par uger undgår du dem næsten helt. Det lyder som sund fornuft. Problemet er, at netop den strategi ofte er den, der holder smerten ved lige. ## Det har et navn: kinesiofobi Fænomenet blev første gang beskrevet af forskerne Lethem, Slade, Troup og Bentley i 1983, og videreudviklet af Johan Vlaeyen og Steven Linton i deres model fra 2000, publiceret i tidsskriftet Pain. De kaldte det “fear-avoidance”, frygt-undgåelse. På dansk går begrebet under navnet kinesiofobi: en overdreven frygt for bevægelse, opstået ud fra en oplevelse af sårbarhed efter en smertefuld skade. Modellen beskriver en selvforstærkende spiral. En skade opstår. Nogle tolker smerten katastrofalt, “der må være noget alvorligt galt”, og begynder at undgå de bevægelser, de forbinder med smerten. Musklerne omkring området svækkes og bliver stive af mangel på brug. Kroppen bliver mere sårbar, ikke mindre, og smerten forstærkes i stedet for at aftage. Jo længere undgåelsen står på, jo mere overbevisende bliver den forkerte konklusion om, at bevægelse er farlig. Det er ikke en marginal problemstilling. Omkring 850.000 danskere lever med kroniske smerter ifølge Danske Fysioterapeuter, og andre kilder anslår, at 20 til 30 procent af den voksne befolkning i Danmark oplever smerter, der varer ved i mere end tre måneder. Herhjemme er kinesiofobi da også blevet undersøgt akademisk, blandt andet i et studie fra Aalborg Universitet, der validerede den danske version af Tampa Skala for Kinesiofobi, et spørgeskema, der bruges klinisk til at måle graden af bevægelsesfrygt hos patienter. ### Hvornår smerte bliver kronisk Definitionen er ganske enkel, om end den lyder klinisk: smerte, der varer ved i mere end tre måneder, og som fortsætter, selv efter den forventede helingstid for den oprindelige skade er passeret. Det betyder ikke, at årsagen er ukendt eller uhelbredelig. Det betyder bare, at kroppens alarmsystem er blevet ved med at ringe, længe efter faren er drevet over. ### Sådan bliver frygten sin egen lidelse Det, der gør fear-avoidance-modellen så nyttig, er, at den adskiller to ting, der ellers let smelter sammen: vævsskaden og oplevelsen af smerte. Dansk faglitteratur på området peger på, at frygten for smerte i visse tilfælde kan være mere invaliderende end selve smerten. Det er ikke det samme som at sige, at smerten er indbildt. Det betyder, at hjernens vurdering af, hvor farlig en bevægelse er, kan blive skævvredet, og at netop den vurdering holder kroppen fanget i en tilstand af nedsat funktion, længe efter vævet er helet. ## Sådan arbejder fysioterapi sig ud af frygten Den behandlingsform, der oftest anbefales til at bryde spiralen, hedder gradueret genoptræning eller gradueret eksponering. Princippet er ligetil, selvom det kræver tålmodighed: du udsættes gradvist for netop de bevægelser, du frygter, i doser, du kan håndtere, med en tydelig plan for, hvordan belastningen øges undervejs. Flere studier har vist, at denne tilgang reducerer kinesiofobi hos patienter med blandt andet kroniske lændesmerter, samtidig med at den forbedrer den fysiske formåen og mindsker den smerterelaterede frygt. Det kræver typisk to ting sammen, ikke hver for sig: en forklaring på, hvorfor smerte ikke er ensbetydende med skade, og en konkret, gradvis genintroduktion af bevægelse. Hos Maxer beskriver en tidligere klient netop denne kombination som afgørende for at komme videre efter mangeårige smerter: en blanding af smerteundervisning og træning, hvor forståelsen af smerten gik hånd i hånd med den fysiske genoptræning. Det er præcis den tankegang, [et forløb med smertebehandling og fysioterapi](https://maxer.dk/ydelser/smertebehandling) er bygget op omkring: individuelt tilpasset behandling, konkrete redskaber til at håndtere smerten, og en plan for at få bevægelsesfriheden tilbage i stedet for blot at leve med begrænsningen. Vil du læse mere om emnet, findes der en hel podcastserie og artikelrække dedikeret til netop dette på [Maxer.dk](https://maxer.dk/), under navnet “Stærk & Smertefri”. ### Tampa-skalaen: sådan måles bevægelsesfrygt i klinisk praksis Når en fysioterapeut skal vurdere, hvor udtalt en patients bevægelsesfrygt er, bruges ofte netop Tampa Skala for Kinesiofobi. Skemaet stiller en række spørgsmål om, hvor bange patienten er for, at bevægelse forværrer skaden, og bruges både ved opstart af et behandlingsforløb og undervejs, for at følge om frygten falder, efterhånden som genoptræningen skrider frem. Det giver behandleren et mere præcist billede end blot at spørge “gør det stadig ondt?”. Forestil dig to personer med præcis samme skulderskade. Den ene undgår at løfte armen over skulderhøjde i månedsvis af frygt for at forværre det. Den anden får tidligt hjælp til gradvist at genintroducere netop den bevægelse, understøttet af en forklaring på, hvad der faktisk foregår i vævet. Skaden er den samme. Men uden den samme tilgang ender de to som oftest med vidt forskellige forløb, ikke fordi den ene krop heler bedre end den anden, men fordi frygten fik forskellig plads til at vokse. I praksis betyder gradueret genoptræning sjældent, at du kastes ud i den værste, mest smertefulde version af bevægelsen fra dag ét. En fysioterapeut vil typisk finde det niveau af belastning, du kan håndtere lige nu, uden at det sætter en ny smerteoplevelse i gang, og øge derfra i små, forudsigelige trin over uger. Det centrale er forudsigeligheden. Når du ved præcis, hvad der venter i næste uge, og hvorfor, bliver bevægelsen langt mindre skræmmende, end når den står som et ukendt spring ud i noget, du selv skal vurdere. ### Hvorfor rådgivning alene sjældent er nok Mange, der lever med længerevarende smerter, har allerede fået at vide, at de skal “bevæge sig mere” eller “ikke være bange for det”. Det er ofte korrekt rådgivning, men det løser ikke ret meget alene. Kinesiofobi er ikke en bevidst beslutning, du kan tænke dig ud af med et enkelt godt råd. Det er en indlært, kropslig alarmreaktion, og den kræver som regel gentagne, konkrete erfaringer med, at bevægelsen faktisk kan tåles, før nervesystemet begynder at tro på det. Det er forskellen på at få at vide, at havet er trygt at svømme i, og selv at mærke, at man flyder. Det er også derfor, en fysioterapeut sjældent nøjes med at udlevere et ark med øvelser og sende dig hjem. Genoptræningen skal følges tæt, netop fordi frygten ikke forsvinder ved første forsøg. Nogle uger går det fremad. Andre uger føles det, som om du er tilbage, hvor du startede, og her er det afgørende, at nogen kan se forskellen mellem et normalt udsving og et reelt tilbageslag, og justere planen derefter. Det er den løbende tilpasning, der over tid flytter både kroppen og hovedet, ikke en enkeltstående instruktion givet ved den første samtale. ## Hvad du kan gøre, mens du venter på hjælp Ventetiden på et smertecenter kan strække sig over måneder, og i landets kommuner varierer adgangen til hurtig fysioterapeutisk hjælp betydeligt. Den tid behøver ikke stå helt ubrugt hen. Det handler ikke om at presse igennem smerten eller finde på egne øvelsesprogrammer, men om at begynde at lægge mærke til, hvordan din egen tankegang omkring smerten ser ud, for det er ofte her, forandringen starter, længe før den første behandling. Der er en vigtig forskel på at lytte til kroppen og at lade frygten diktere, hvad du helt undlader at røre ved. Nogle spørgsmål er værd at stille sig selv, mens du venter på en tid hos en fysioterapeut: - Er det smerten, der stopper mig her, eller er det bekymringen for, hvad smerten betyder? - Har jeg undgået den samme bevægelse så længe, at jeg reelt ikke længere ved, hvad den kan tåle? - Beskriver jeg smerten for mig selv med ord som “ødelagt” eller “i stykker”, selvom ingen har sagt det? Det er ikke spørgsmål, der flytter en skade alene. Men de er ofte det første skridt væk fra en undgåelse, der har taget mere plads i hverdagen, end den behøvede. Nogle af de klienter, der har haft mest gavn af et smerteforløb, er ikke dem med den mest alvorlige diagnose. Det er dem, der i årevis har levet med en forsigtighed, som ingen længere kunne huske den oprindelige begrundelse for. Skaden var måske helet for lang tid siden. Frygten var bare ikke fulgt med.